Thomas Frank om Mikkel Damsgaard: Ikke som håbet
Mikkel Damsgaard tog i sommer skiftet fra Sampdoria til Brentford - nu fortæller Premier League-klubbens danske manager, Thomas Frank, at man havde håbet på mere fra den danske landsholdsspiller.
Mikkel Damsgaard skiftede i sommer fra Sampdoria i Serie A til Brentford i Premier League.
Skiftet skete i kølvandet på en skade, der holdt den kreative dansker ude i længere tid.
Mikkel Damsgaard er siden blevet sin skade kvit, men den 22-årige offensivspiller har endnu ikke fået sparket døren ind i Brentford. Ikke for alvor.
I ni Premier League-kampe er det endnu ikke blevet til hverken mål eller assist i Brentford for Mikkel Damsgaard, som kun er startet inde én gang.
Brentfords danske manager, Thomas Frank, erkender nu, at Mikkel Damsgaards første tid i klubben ikke er gået helt som håbet. Han fortæller dog også, at den unge dansker er et fint sted.
– Han har ikke haft den indflydelse, som vi havde håbet – men vi vidste, at det kunne komme til at tage noget tid.
– Han skal bygge på rent fysisk. Det er der en langsigtet plan for, men der er også en kortsigtet plan for at få ham involveret så meget som muligt. Han er et fint sted, siger Thomas Frank på et pressemøde torsdag ifølge Brentfords Twitter-konto.
Thomas Frank om “at lave en Ferguson”: Man skal aldrig sige aldrigSenest måtte Mikkel Damsgaard se hele kampen fra sidelinjen, da Thomas Frank og resten af Brentford smed en 2-0-føring over styr imod Tottenham på Boxing Day. Kampen endte 2-2.
Næste opgave for Brentford finder sted fredag den 30. december, hvor West Ham venter ude i Premier League.