Tema om hadbeskeder og dødstrusler: Han havde mere travlt med at svine mig til end at tage vare på sit grædende spædbarn – del 4 af 4
Jakob Kehlet har som erfaren fodbolddommer modtaget adskillige hadefulde beskeder, hvor særligt et par telefonopkald har brændt sig fast på nethinden.
– Din fucking bøssekarl. Du er så langt oppe i røven på de klubber. Det er til at brække sig over din luder.
– Hvad så din lille bøsse-dommer? Hader dig. Du er så lort fucking Bundby-svin. Hader dig. Tag dig sammen. Du er så bøsse. Du kan ikke finde ud af noget. Fuck dig.
– Må du blive ramt af det værste dit usle svin.
– Jeg slår dig kraftedme ihjel dit svin.
I det daglige er Jakob Kehlet 42 år gammel, han er salgschef i en virksomhed, er gift og har to små børn og så passer han er hverv som fodbolddommer, hvor han har dømt Superliga siden 2009.
Da jeg havde fået hemmeligt nummer, oplevede jeg en, som brugte fem minutter på at svine mig til på min telefonsvarer, mens jeg kunne høre, at han havde et spædbarn, der græd i baggrunden hele tiden
– Jakob Kehlet, fodbolddommer i Superligaen
Beskeder som disse er desværre hverdagskost for Jakob Kehlet, der jævnligt modtager trusler og hadefulde ytringer på baggrund af sin rolle, som manden med ansvaret på grønsværen.
Han plejer som regel at ryste på hovedet og tage det med et smil, men nogle gange overgår fantasien alligevel virkeligheden.
– Jeg oplevede engang, og jeg kan ikke engang huske, hvad der gik galt, hvis der overhovedet gik noget galt i kampen. Men i hvert fald ringede nogen til min kone. Der må jeg alligevel sige, at det synes jeg er langt over grænsen, indleder Jakob Kehlet og fortsætter:
– De sagde, at de vidste, hvor jeg var, og at hun var alene hjemme. Det synes jeg var noget grænseoverskridende.
Beskederne er alle modtaget inden for det sidste års tid og lander for det meste Jakob Kehlets Messenger-indbakke, hvor spamfiltret har det med at tage det værste skrald.
Alligevel kan man godt grave det frem – og efter at han er blevet opmærksom på netop det – har han læst nogle af beskedernes indhold igennem, som han ellers ikke kendte til. Dog har de det også med at tikke ind på både Instagram og sågar LinkedIn, men de værste eksempler er alligevel opkald på telefonen, hvor særligt ét gjorde stort indtryk.
– Da jeg havde fået hemmeligt nummer, oplevede jeg en, som brugte fem minutter på at svine mig til på min telefonsvarer, mens jeg kunne høre, at han havde et spædbarn, der græd i baggrunden hele tiden.
– Der tænkte jeg, at han måske lige skulle tage sig af det barn i stedet for at kommentere på dommerens kendelser.
Episoden kom efter en kamp i Aalborg, hvor Jakob Kehlet fejlagtigt dømmer et straffespark. Som han selv erkender, var det en vigtig situation i kampen og på et vitalt tidspunkt, fordi det var året, hvor AaB var tæt på en nedrykning.
– Det betød meget for klubben, at jeg lavede den her fejl, men jeg tænker stadigvæk, at et spædbarn, der ligger og græder, må være vigtigere end at svine mig til.
I de spæde år som fodbolddommer blev Jakob Kehlet ramt og påvirket af hadbeskederne, men som årene er gået, har han vænnet sig til de voldsomme ytringer mod hans person.
– Nu er jeg rimelig hærdet. Jeg opsøger det ikke og læser det ikke rigtigt. Jeg bruger ikke meget tid på det, så det rører mig på ingen måde i dag.
– Dengang jeg kørte hjem og oplevede det med telefonsvaren, der påvirkede det mig. Jeg tænkte, at her er der et barn, der ikke har det godt i et hjem, hvor vedkommende bruger mere tid på en ligegyldig fodboldkamp i bund og grund – i forhold til dét i hvert fald.
– Der påvirkede det mig, og jeg fik hemmeligt nummer efter det.
I dag er Jakob Kehlet kommet til et punkt, hvor han blot tænker på hadbeskederne som ‘tosserier’ og griner ad dem sammen med arbejdskolleger og andre dommere, selvom han også erkender, at det slet ikke er okay.
– Man kan jo sige, at det egentlig ikke er okay, at man skal finde sig i det, men man bliver bare hærdet, når man har oplevet det så mange gange.
– Nu har jeg været i række siden 2009 og været med nærmest hele vejen siden Facebook, så jeg er ligesom vokset op med det, og det påvirker mig egentlig ikke mere, men det er lidt skræmmende, at man bare skal lære at leve med det, og at det er okay.
Adspurgt, hvad Jakob Kehlet tænker om de personer, der kan finde på at sende hadbeskeder til andre, lyder det prompte:
– De må finde sig noget vigtigere at gå op i på en eller anden måde. Jeg kan dog også selv godt lide fodbold og går også meget op i det, når jeg ser landskamp og sådan nogle ting. Jeg kan også sidde og råbe lidt, men en ting er, at man sidder og råber lidt af fjernsynet og noget andet er, at man går ned og personligt skriver en besked til en.
– Det synes jeg, er noget grænseoverskridende. Det ligger så langt væk fra min personlighed, så jeg kan ikke sætte mig ind i det, at det skulle være nødvendigt. Vi er jo mennesker, som alle mulige andre.
Budskab fra Jakob Kehlet
Selv erkender den erfarne fodbolddommer, at tendensen er klar og hadbeskederne mange, hvor det stort set er hver eneste weekend, at han modtager en eller anden form for besked. Dog har han ikke umiddelbart et forslag til at bekæmpe den store problematik.
– Det er meget kompleks. Der mangler måske noget lovgivning på området uden jeg præcis ved, hvad de skal være. Men et eller andet sted er det jo ikke okay, at det kan lade sig gøre, og at man ikke kan retsforfølge de her mennesker, som skræmmer livet af ens familie.
Slutteligt kommer Jakob Kehlet med et klart budskab til de personer, der tidligere – og i fremtiden – kunne overveje at sende en hadbesked:
– Tænk jer lige om en ekstra gang. Slå koldt vand i blodet og husk på, at det er mennesker, som løber inde på banen ligesom dig selv.
– Det rører noget. Især når det ikke er én selv, men når det er nogen, som ikke har noget som helst med mit job at gøre. At det skal gå ud over dem, er på ingen måder fair.
Dette var fjerde og sidste del af vores tema om hadsbeskeder, hvor Michael Tykgaard, Thomas Frank, Mathias Jensen samt digital rådgiver og foredragsholder Katrine Emme Thielke også har medvirket i.
Du kan finde første, anden og tredje del på campo.dk.