Tema om hadbeskeder og dødstrusler: Det kan have fatale og voldsomme konsekvenser for modtageren – del 3 af 4
I vores tema om hadbeskeder gør digital rådgiver og foredragsholder Katrine Emme Thielke os klogere på den kedelige tendens fra et ekspertmæssigt perspektiv.
3F SuperligaenFlere aktører i fodboldmiljøet oplever, at de på sociale medier bliver mødt af feje hadbeskeder, hvor dødstrusler og digital chikane er en stigende problematik.
Derfor har vi forholdt Katrine Emme Thielke, som er digital rådgiver og foredragsholder med en kandidatgrad i informationsvidenskab fra Aarhus Universitet bag sig, en række spørgsmål for at blive klogere på, hvad hadbeskeder, digital chikane og dødstrusler kan have af konsekvenser for modtageren, samt hvordan man konkret kan sætte en stoppe for den kedelige tendens.
Når man får hadbeskeder på sociale medier, får man det i høj grad som individ og derfor rammer det hårdere
– Katrine Emme Thielke, digital rådgiver og foredragsholder
Selv bekræfter Katrine Emme Thielke også, at der er lavet forskning som viser, at tendensen med hadbeskeder på de sociale medier er stigende og kan have voldsomme konsekvenser for modtageren:
– Det kan få den konsekvens, at man trækker sig fra sociale medier, og det kan også få den konsekvens, at man trækker sig fra sit erhverv. Det vil sige, at man i første omgang ikke har lyst til at deltage i den offentlige debat på sociale medier, og man har måske heller ikke lyst til at have en profil der. Det vil sige, at man faktisk trækker sig fra den offentlige dialog og samtale. Man har ikke lyst til at udtale sig længere til noget som helst, fordi man ved, at det vil få konsekvenser.
– Det kan faktisk også betyde, at der nogle, der trækker sig tilbage. Vi ser det både hos politikere og kendte personer. Vi har set eksempler på politikere, der har trækket sig helt fra erhvervet som politiker, fordi det har for store konsekvenser for dem personligt, at de modtager hadbeskeder. Det er simpelthen for voldsomt, at få de her trusler. Chikanen leder sådan set til, at man bliver presset ud af sin rolle som for eksempel fodbolddommer, siger Katrine Emme Thielke.
Et eksempel, man har set med den tidligere svenske topdommer Anders Frisk, der valgte at indstille sin dommerkarriere efter at have modtaget dødstrusler efter en Champions League-kamp mellem Chelsea og FC Barcelona tilbage i 2005.
– Det er jo ret voldsomme konsekvenser, det gør jo, at man ikke længere har lyst til at fuldføre det erhverv, som man har valgt sig. Mere personligt kan det også have de konsekvenser, at man bliver ked af det, man bliver påvirker af det, og selvom man faktisk er ret professionel, og man er jo som dommer og fodboldaktør vant til at høre lidt af hvert. Man hører også noget på banen, og det har man altid have med til en vis grad. Det her har bare en anden karakter, fordi man står meget alene med det. Når man er på banen, så vil der være andre, som er vidne til det. Og der vil være andre, som kan gribe ind og sige, at det er for dårligt.
– Når man får det på sociale medier, så får man det i høj grad som individ og derfor rammer det hårdere. Selvom man tænker, at man godt ved, at det bare er nogle sure mennesker, der ikke kan opføre sig ordenligt, så er det meget, meget svært ikke at blive påvirket. Det er der forskning, som også viser, at selvom man ved, hvad det her er, så bliver man påvirket. Man kan få noia og blive i dårligt humør.
Fire typer af motivation
Når Katrine Emme Thielke beskriver, hvorfor personer tyer til hadbeskeder og grov chikane på digitale medier, fremhæver hun fire forskellige typer af motivation:
– Der er forskellige typer af motivation. Både for chikane og for hadbeskeder. Nogle er idealistisk motiverede, det vil sige, at de mener egentlig, at de gør noget godt. De tænker mere, at alle dommere er korrupte eller en anden tankegang. Derfor er det okay, at jeg taler og skriver til dem, som jeg gør.
– Så er der nogle, som er egoistisk motiverede. De bliver motiverede af, at få magt og indflydelse. Hvis de oplever, at en dommer eller spiller trækker sig, eller hvis de oplever, at det påvirker den offentlige debat, så får de et kæmpe kick ud af det.
– Den stærkeste motivator for lige præcis hadbeskeder er sadistisk motivation. Man får et kick ud af, at såre andre. Det føles dejligt kortvarigt, at man rammer den anden. Det er lidt ligesom, hvis man er meget, meget vred på nogen, så kan man finde på at sige noget for at gøre dem kede af det. Så får man det dejligt lige i det øjeblik, hvor man kan se, at personen bliver ked af det. Det er den samme, kortvarige, dejlige følelse, man får, når man er sadistisk motiveret i forhold til hadtale.
– Så er der den fjerde motivation, som er, at man er medløber. At man bliver grebet af stemningen, og det er dermed tankeløshed.
– Det er ikke en stærk motivation, men nærmere et fænomen. At man hører flere og flere råbe grimme tilråb. Man bliver løftet af stemningen og hører pludselig sig selv stå og råbe noget – eller skrive noget – fordi man har set andre gøre det. Det er noget af det, som faktisk taler for, at man skal gribe ind, fordi der er nogle, som vænner sig til, at det er en legitim tone på fodboldbanen, på de sociale medier eller på arbejdspladsen. Det er faktisk også derfor, at jeg mener, at man bør gribe ind på fodboldbanen i forhold til, at folk kommer med homofobiske tilråb. Det er faktisk vigtigt at markere overfor det, fordi det ellers bliver set som legitim adfærd.
Kan man komme hadbeskeder og digital chikane til livs?
– Det kan man godt, men det er et stort stykke arbejde. Det kræver en større indsats, fordi det at stoppe det, består af flere ting. Det består selvfølgelig i, at man sætter fokus på det og fortælle, at det ikke er legitim adfærd. Det handler også om, at vi alle som individer i vores samfund skal være bevidste om, at gribe ind, når vi ser det. Ligesom vi lærer vores børn og virkelig taler med dem om, at hvis de ser mobning i skolen, så skal de gribe ind. Vi lærer i løbet af vores almindelige dannelse, at hvis man ser nogle få bank på gaden, så skal man ringe til politiet.
– Der er noget her, hvor vi som samfund bredt set – og ikke kun i forhold til fodboldaktører – men i det hele taget, skal gribe ind, hvis vi ser nogen, der har en adfærd, som vi som samfund ikke er enige i. Hvis man for eksempel ser nogen stjæle, så har man faktisk en samfundspligt til at gribe ind. Det er rigtig vigtigt.
I forhold til dem, som udøver had alene, er det en opdragelseseffekt, som skal til. Der skal vi være lidt mindre bange for at gribe ind som individer
– Katrine Emme Thielke, digital rådgiver og foredragsholder
– Der er også flere organisationer, som skal være lidt mindre bange for at gribe ind. Nu ved jeg godt, at mange hadbeskeder på sociale medier kommer som private beskeder, men man starter med at gribe ind som organisation i forhold til det had, som der er i det offentlige digitale rum. Som logo skal man på sociale medier helt konkret være bedre til at gribe ind og sige, at det her ikke er en tolereret adfærd, lyder det fra Katrine Emme Thielke, der kommer med et konkret eksempel herpå:
– Hvis man som DBU ser tre personer skrive et eller andet grimt på en Facebook-side, så skal de gå ind med sin logoprofil og råbe det op og slette de tre. De gør det selvfølgelig på deres egne sider, men de skal også begynde at gøre det hos de personer, som arbejder for dem eller repræsentere dem. Der skal gribes ind på de personlige profiler, hvor man skal henvende sig direkte til dem og skrive, at det her ikke er i orden og bede dem om at slette det.
– Det er en mangefacetteret indsats, og det er hårdt arbejde. Alt efter, hvem man spørger teoristisk set, så er der nogen, som vil sige, at noget af det mest effektive er en eller anden form for auding. Man skal på en eller anden måde opdrages af sin arbejdsplads, sine forældre eller sågar sine venner, der kan være med til at råbe én op og fortælle, at den adfærd ikke er i orden. Der er selvfølgelig nogle miljøer, nogle hooliganmiljøer, som er rigtig svære at bryde ind i. Der skal lidt stærkere midler til.
– Men i forhold til dem, som udøver had alene, er det en opdragelseseffekt, som skal til. Der skal vi være lidt mindre bange for at gribe ind som individer. Man vil opleve, at der ikke lige sker noget med det samme, men det er en lang, sej indsats, men det skal der til, lyder det fra Katrine Emme Thielke, der til slut kommer med et budskab til de personer, der tidligere – og i fremtiden – kunne overveje at sende en hadbesked:
– Det, du ytrer, siger allermest om dig, og internettet glemmer aldrig.
Du kan læse med i morgen, hvor fjerde og sidste del af vores tema om hadbeskeder udkommer.
Her sætter den rutinerede fodbolddommer Jakob Kehlet ord på sine oplevelser med den kedelige tendens, hvor særligt et par telefonopkald har sat sig på nethinden.
