3F Superligaen

Tema om hadbeskeder og dødstrusler: Det løber én koldt ned ad ryggen – del 1 af 4

Michael Tykgaard er en af Superligaens mest rutinerede dommere, hvor han er i gang med sin 13. sæson i landets bedste fodboldrække. Nu står han frem med en række hadbeskeder, som han har modtaget gennem tiden.

Michael Tykgaard
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

– Hæng dig selv, før vi finder dig. Du er en kæmpe idiot.

– Kig dig over skulderen næste gang du er i Randers. Vi holder øje med dig.

– Du er Superligaens ringeste dommer, og du fortjener at dø.

– Næste gang du er i Parken, venter vi på dig uden for stadion.

– Jeg håber, du kører galt på vej hjem. Du fortjener at dø dit dommersvin! Rest in peace.

Det er beskeder som disse, den 45-årige familiefar Michael Tykgaard må forholde sig til, når han passer sit hverv som dommer i Superligaen.

For ud over at være HR-chef og politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi har Michael Tykgaard også ugentligt ansvaret for fodboldkampe på allerhøjeste niveau, hvor han har været en del af landets bedste række siden 2010.

Men det kommer med en pris. En pris, der ikke burde være et tema i den moderne fodboldverden, men som er det. Hadbeskeder er nemlig en tendens, som adskillige aktører oplever og som gør et stort indtryk på modtagerne:

– Det er aldrig rart, at få sådan nogle beskeder. At skulle læse sådanne beskeder. Det løber én koldt ned ad ryggen, når man lige læser det, fordi det jo er et angreb på dig. Den er jo kommet i din indbakke på det sociale medie, hvor det nu engang er sendt i.

– Det er aldrig rart, fordi så ved man, at der er en, som dybest set har skrevet det med intentionen om, at jeg skal læse det. Det synes jeg ikke er rart, indleder Michael Tykgaard, der i denne sæson dømmer Superliga for 13. sæson i træk.

Med sin rutine og mange års erfaring i gamet har Michael Tykgaard efterhånden fundet sin måde at tackle de mange voldsomme beskeder på, men ofte kan det være svært at ryste helt af sig.

– Første gang var det jo voldsomt grænseoverskridende, fordi man havde hørt om det. Der er eksemplet med Anders Frisk, som international dommer jo måtte stoppe på grund af det. Så man vidste godt, at det var der, men lige pludselig blev det virkeligt, fordi det jo er dig selv for første gang, der får sådan en besked. Og det var enormt svært at abstrahere fra, siger Michael Tykgaard, der med tiden har fundet sin måde at tackle de mange hadefulde beskeder på.

– Det er blevet nemmere med tiden nu, da der er kommet rigtig mange beskeder ind i løbet af de 13 sæsoner, hvor jeg har dømt både internationalt og herhjemme. Man lærer at parkere det og ikke rigtig tage det for mere, end det er; også fordi, at man hører mere og mere om det, at flere bliver udsat for det – ikke at det gør det rigtigt – men man fornemmer også, at alvoren bagved truslerne måske er så som så.

– Jeg forsøger at bringe den logiske tankegang ind i det: Hvad er sandsynligheden for, at der står en ude foran Parken og venter på mig, når jeg er færdig med at dømme kampen? Hvad er sandsynligheden for, at det sker? Den er jo forsvindende lille, fordi vi har jo ikke oplevet noget – mig bekendt – i Danmark, hvor nogen har gjort alvor af det. Det er de værktøjer, man lægger ned over det.

Michael Tykgaard giver gult kort til Casper Winther under superligakampen mellem AC Horsens og Lyngby Boldklub mandag den 25. juli 2022 i 2. spillerunde i Superligaen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

De værste episoder

Michael Tykgaard har modtaget utallige hadbeskeder på de sociale medier, men de værste eksempler er telefonopkald, hvor han bliver konfronteret med vrede personer, der retter direkte henvendelse til ham og søger afklaring på bestemte kendelser:

– De værste eksempler er personlige opkald. Dem har jeg faktisk fået et par stykker af. Især første gang. Det var inden jeg kom i Superligaen, det var i 1. division, hvor en Vejle-fan havde en opfattelse af, at det var okay at ringe til dommeren og høre hvorfor, der ikke var straffe i en given situation og forlangte faktisk, at få et svar.

– Det var ikke med trusler, men det var enormt grænseoverskridende at blive kontaktet med et telefonisk opkald fra en fan, som var meget sur. Det var der ingen tvivl om. Så er det noget andet, end at man sidder med frustrationen bagved tasterne og kan gemme sig lidt. Det her var altså direkte og et personligt opkald. Det var enormt grænseoverskridende og faktisk meget ubehageligt.

De personlige konsekvenser

Mens følelsen af ubehag og undren til tider kan fremkomme hos Michael Tykgaard i forbindelse med at modtage hadefulde beskeder fra personer, han i det virkelig liv slet ikke kender, har det også sat præg på hans ageren på særligt de sociale medier, hvor han ikke længere er at finde:

– Det har helt klart haft konsekvensen, at jeg har hemmeligt nummer. Jeg er ikke listet nogle steder med mit telefonnummer. De sociale medier er jeg heller ikke på. Det er for nemt for folk at skrive beskeden til mig, og det synes jeg ikke, det skal være.

– Jeg synes også, at det er irriterende, at man ikke kan være på medierne. Både familiemæssigt, men også for min egen personlige skyld. Det er nu engang konsekvensen af den her meget alvorlige situation, påpeger Michael Tykgaard, der har enormt svært ved at acceptere og forstå, at han skal være modtager af hadefuldt indhold på grund af sin rolle i dansk topfodbold:

– Jeg kan ikke acceptere, at der kommer de her beskeder. Et følge af det er, at jeg bliver nødt til at lukke ned for de sociale medier. Derfra kan jeg jo så udlede, at jeg heller ikke synes, at det er i orden.

– Det er i første omgang at ændre kulturen på, hvad man kan tillade sig at skrive til andre. Ville man sige det, hvis man stod ansigt til ansigt?

– Man burde jo lade være. Man burde lige tænke sig om. Man burde sove på det. Skrive det, man nu var i gang med, sove på det og læse det igennem og sige til sig selv: Ville jeg i realiteten sende det?

– Man kan jo se, at det er alle samfundslag. Det er både høj som lav, der får sendt de her beskeder. Det kan vi jo se i medierne, når nogen engang imellem bliver fundet frem. Man skal tænke sig om.

God og vigtig dialog i dommergruppen

Blandt dommerne er man gode til at holde hinanden i dialog omkring problemet, hvor man deler erfaringer og gør en indsats for særligt de nye i gamet, når de for første gang bliver konfronteret med hadbeskeder.

– Det er meget i bølger. Vi taler især om det, når vi kan se, at nogle af kampene har været kampafgørende i de kendelser, hvor der så også har været stor mediebevågenhed. Det kan være et derby mellem FCK og Brøndby, hvis der er en kontroversiel dommerkendelse, så er det næsten uundgåeligt, at der ikke et eller andet sted er noget til dommeren fra fansene.

– Det prøver vi at snakke om. For nogen, der oplever det for første gang, kan det være enormt grænseoverskridende. Der forsøger vi, at hjælpe hinanden ved at tale om det, hvilket typisk foregår i en lukket Messenger-gruppe for superligadommerne og på Teams-møder, som bliver afholdt hver uge, siger Michael Tykgaard, der meget ofte oplever hadefulde beskedstorme, når dommerne har haft tvivlsomme kendelser, hvor et manglende straffespark eksempelvis har været en medvirkende faktor til, at et givent hold har tabt.

Dommer Michael Tykgaard under superligakampen mellem Silkeborg IF og FC Midtjylland på JYSK Park mandag den 16. maj 2022. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Budskab fra Michael Tykgaard

Slutteligt kommer Michael Tykgaard med et klart budskab til de personer, der tidligere – og i fremtiden – kunne overveje at sende en hadbesked:

– Det skal vi bare have stoppet med det samme. Det er på ingen måder i orden. Man bør altid tænke: Ville jeg synes, at det er okay at modtage det, jeg sender nu? Det bør være sådan en lakmusprøve, man lægger over alt det, man sender.

– Vi er her, fordi vi elsker det. Der er ingen, som laver fejl med vilje. Det synes jeg også, man skal have med i den her ligning.

Du kan læse med i morgen, hvor anden del af vores tema om hadbeskeder udkommer.

Her sætter Brentford-manager Thomas Frank og landsholdsspiller Mathias Jensen ord på deres oplevelser med den kedelige tendens.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P