Officielt: Liverpool hapser VM-stjernefrø for næsen af Premier League-konkurrenter
Liverpool har overhalet Premier League-konkurrenter indenom og indgået en rekordaftale i jagten på den eftertragtede hollandske underskrift.
Fem dage før transfervinduets officielle åbning har Liverpool landet en aftale om at hente vinterens første forstærkning.
PSV meddeler på sin hjemmeside, at man er blevet enige med Liverpool om et salg af Cody Gakpo, der nu rejser til England for at få de sidste detaljer på plads, inden han kan præsenteres som ny Liverpool-spiller.
Den hollandske klub meddeler, at transfersummen ikke vil blive offentliggjort, men at det er en “rekordtransfer” for PSV.
Ifølge The Athletic har Manchester United og Chelsea også været interesseret i det hollandske offensive es, inden Liverpool nu altså snød konkurrenterne.
Aftalen er faldet på plads i løbet af Boxing Day, hvorfor Gakpo endnu ikke er rejst til England, ligesom han endnu ikke har gennemgået sit lægetjek.
Ved det netop overståede VM i Qatar scorede Gakpo tre mål i Hollands fem kampe.