FA sigter Ivan Toney for yderligere overtrædelser af bettingregler
FA har rejst sigtelse mod Brentfords stjerneangriber, Ivan Toney. Det drejer sig om flere overtrædelser af bettingreglementet i England.
FA har sigtet Ivan Toney for flere overtrædelser af forbundets bettingreglement. Det skriver Brentford på sin hjemmeside.
Før VM blev Ivan Toney anklaget for 232 brud på bettingreglerne, og nu bliver sagsakterne altså længere.
På Twitter oplyser FA, at der er tale om yderligere 30 tilfælde, hvilket bringer totalen op på 262 formodede brud på bettingreglerne.
Brentford meddeler, at man diskuterer sagen med angriberen og dennes advokater.
Toney har fået indtil 4. januar til at reagere på den nye sigtelse fra det engelske fodboldforbund.