Karim Benzema stopper på det franske landshold
Mandag fortæller den franske Real Madrid-stjerne, Karim Benzema, at han har besluttet sig for at stoppe på det franske landshold.
VM 2022 i Qatar er netop overstået, og Argentina kunne søndag aften lade sig hylde som verdensmestre anno 2022, efter de besejrede de forsvarende verdensmestre fra Frankrig.
Dagen derpå kommer så en stor melding fra Frankrig og fra en af verdens største fodboldstjerner, Karim Benzema.
Mandag fortæller den franske Real Madrid-stjerne nemlig, at han nu har besluttet sig for, at han er færdig på det franske landshold.
Den seneste tid har der været skrevet meget om Karim Benzema, og hans mulige retur til VM-slutrunden frem mod søndagens VM-finale mellem Frankrig og Argentina. Det sker efter at han tidligere måtte forlade VM-slutrunden før dens reelle start efter en skade.
Det blev dog aldrig til noget. Og flere meldinger går på, at det angiveligt har noget at gøre med uoverensstemmelser mellem Benzema og den franske landstræner, Didier Deschamps.
Det har den 34-årige Benzema nu taget konsekvensen af, hvilket betyder, at det er slut med landsholdsfodbold for den skarpe angriber, der vandt den seneste udgave af Ballon d’Or.
Karim Benzema nåede at spille 97 kampe på det franske landshold, hvor han scorede 37 mål og lavede 20 oplæg.