
Deschamps afviser fremtidssnak: Havde ikke været anderledes hvis vi havde vundet
Didier Deschamps og Frankrig lykkedes ikke med at forsvare titlen som verdensmester. Landstræneren vil efter kampen ikke snakke om sin fremtid.

Frankrig og Argentina leverede søndag aften en af de mest spektakulære VM-finaler i nyere tid.
Efter en horribel fransk start brugte Kylian Mbappe halvandet minut på at ændre 0-2 til 2-2, inden Frankrig efter 3-3 i forlænget spilletid og en tabt straffesparkskonkurrence måtte tage til takke med sølvmedaljerne.
Den franske landstræner Didier Deschamps kunne se en væsentlig forskel på sit mandskab, der spillede semifinale i midtugen til det hold der optrådte i finalen søndag.
– Vi havde kun fire dage siden sidste kamp, så der var træthed måske. Det er ikke en undskyldning, men vi havde bare ikke den samme energi som i semifinalen. Det er nok derfor, vi ikke var med i kampen i den første time, siger Deschamps til The Guardian, inden temaet på spørgsmålene bevægede sig ind på landstrænerens fremtid.
Her var Deschamps dog ikke meget for at svare.
– Selv hvis vi havde vundet, ville jeg ikke svare lige nu.
– Jeg holder møde med præsidenten i starten af det nye år som planlagt. I aften vil jeg ikke tale om det, lyder det fra Deschamps.
Tidligere har det lydt i Le Parisien, at forbundet vil forlænge med landstræneren til 2024.