
Officielt: Ny cheftræner på plads i Sønderjyske
Thomas Nørgaard vender tilbage til rollen som cheftræner, hvor han netop er blevet præsenteret i Sønderjyske.

Sønderjyske har torsdag aften præsenteret klubbens nye cheftræner, som bliver Thomas Nørgaard, der kommer til efter et assistentrænerjob i Sparta Prag.
Det bekræfter Sønderjyske på sin hjemmeside, hvor klubben har givet den nye cheftræner en aftale til sommeren 2025.
– Jeg er meget glad for aftalen med Sønderjyske Fodbold, og jeg ser allerede frem til at komme i gang efter nytår. Jeg har fået et utroligt godt indtryk af klubben i de samtaler, vi har haft, og det hele har forløbet meget professionelt. Det er en klub, som er i gang med et spændende projekt, og jeg glæder mig til at blive en del af det, indleder Thomas Nørgaard og fortsætter:
– Først og fremmest er det et projekt, hvor der er en klar strategi omkring, hvor man vil hen, og hvilken vej man vil gå. Det er en klub, hvor man i den seneste periode har fået for lidt ud af det potentiale, der er tilstede.
– Der er en naturlig forventning om, at Sønderjyske Fodbold skal rykke op i 3F Superligaen, og den ambition og det projekt er både attraktivt og realistisk, siger Nørgaard.

Den nye Sønderjyske-træner har tidligere været cheftræner i AB, B.93 og Lyngby Boldklub i Superligaen.