
Messi efter sikret finaleplads: Min sidste chance for et VM-trofæ
Lionel Messi har, ifølge ham selv, kun én chance tilbage for at vinde VM-trofæet, og det er den 18. december ved VM-finalen i Qatar.

Lionel Messi sagde før VM-slutrunden, at VM 2022 i Qatar bliver hans sidste VM som aktiv spiller for Argentina.
Og efter tirsdagens overbevisende sejr mod Kroatien i VM-semifinalen slog den lille argentiner igen fast, at det nu er hans sidste chance for at vinde et VM-trofæ som spiller.
Det skriver The Athletic.
Den 35-årige verdensstjerne er med ved en VM-slutrunde for femte gang i karrieren og står nu over for sin anden VM-finale, når enten Frankrig eller Marokko venter på søndag. Og her håber Messi på, at tilføje fodboldens største trofæ til sit allerede glitrende trofæskab.
– Det er mit sidste VM. Det er imponerende at ende med at spille en finale. Der er lang vej til den næste VM-slutrunde, der er mange år, og på grund af min alder når jeg det bestemt ikke, udtalte Messi efter kampen mod Kroatien.
– Personligt er jeg meget glad, og jeg nyder det meget. Jeg er glad for, at jeg er i stand til at hjælpe mit hold med at få tingene til at ske.
Når Argentina søndag går på banen i den sidste og afgørende kamp ved VM-slutrunden, så søger nationen at vinde VM for tredje gang i landets historie – og det vil være første gang siden 1986, hvor landet sidst blev kronet som verdensmestre.
– Det er den sjette VM-finale, som Argentina skal spille, og jeg har spillet i to. Forhåbentlig ender det denne gang på en anden måde, end det gjorde sidst, sluttede Messi med henvisning til landets seneste VM-finale, som fandt sted i 2014. Her tabte Lionel Messi og Argentina til Tyskland, efter et sent mål fra Mario Götze i forlænget spilletid.