Zidane må vente: Nu vil forbund forlænge med landstræner
Didier Deschamps står til at blive tilbudt en forlængelse af det franske fodboldforbund efter en succesrig VM-slutrunde, hvor nationen er klar til semifinalen.
Forud for VM-slutrunden berettede mange medier om, at Zinedine Zidane højst sandsynligt ville blive ny landstræner for Frankrig, når Didier Deschamps kontrakt med forbundet udløb ved årsskiftet.
Nu ser det dog ud til, at den nuværende VM-succes har fået det franske fodboldforbund på andre tanker, da man nu vil forlænge kontrakten med Didier Deschamps.
Det erfarer det franske medie Le Parisien.
Helt konkret vil man forlænge samarbejdet med den nuværende landstræner til 2024, hvor EM-slutrunden afvikles i Tyskland.
Dermed ser det altså ud til, at Zinedine Zidane bliver forbigået og må vente en lang rum tid endnu, hvis han fortsat har lyst til at indtage landstrænersædet for sin nation.
Deschamps hylder England: Vi var heldigeDidier Deschamps har stået i spidsen for det franske landshold siden sommeren 2012 og har tidligere også været manager i AS Monaco, Juventus og Marseille.
Han skal nu sammen med sit franske mandskab forsøge at spille sig i VM-finalen, når de på onsdag tørner sammen med Marokko i semifinalen.