Medie: Eden Hazard er åben for et skifte til bestemt destination
Eden Hazard er aldrig blevet til den succes i Real Madrid, som hverken ham eller klubben håbede på. Nu lurer han på et skifte langt væk.
Eden Hazard annoncerede for nyligt sit stop på det belgiske landshold, efter nationens skuffende VM-exit allerede i gruppespillet.
Tiden i Real Madrid må også siges at have været en skuffende omgang, hvor han aldrig har fundet det storspil frem, som han viste i sin tidligere klub Chelsea, og som var med til at sikre ham det store drømmeskifte til den spanske kongeklub.
Nu kan fremtiden dog tage en drejning inden længe, da han tidligere selv har åbnet op for et muligt sommerskifte. Her melder Foot Mercato nu, at han skulle være mere end åben for et skifte til den amerikanske MLS.
Mediet melder ikke om nogle bestemte klubber, men blot at belgieren skulle være opsat på et skifte til USA, som L’Équipe også tidligere skulle have erfaret.
Den 31-årige offensivstjerne står i skrivende stund noteret for 72 kampe, syv mål og 11 oplæg i Real Madrid, som han skiftede til tilbage i sommeren 2019.