
Danskerklubben Atalanta viser også interesse i Hjulmand
Morten Hjulmand har taget Serie A med storm i denne sæson. Nu nævnes Atalanta som en af flere bejlere til danskeren.

Morten Hjulmand har taget Serie A med storm.
Han er ikke kun en vigtig profil og anfører for Lecce, hvor han i denne sæson har spillet 14 af holdets 15 Serie A-kampe. Han er også et særdeles eftertragtet navn i Europa.
Flere store italienske klubber som Roma og Inter skulle være interesseret i den danske midtbanespiller, der også udenfor Italiens grænser får opmærksomhed fra blandt andre Eintracht Frankfurt og flere Premier League-klubber.
Nu skulle Atalanta også være særdeles interesseret i Hjulmand. Tuttomercatoweb citerer La Gazette dello Sport for den norditalienske interesse.

Morten Hjulmand fik sin fodboldopdragelse i F.C. København, men han skiftede i 2021 til Lecce efter et ophold hos Admira Wacker.
Hvis han skifter til Atalanta bliver han holdkammerater med Joakim Mæhle og Rasmus Højlund og får danske Jens Bangsbo som assistenttræner.