
Officielt: Enrique stopper som spansk landstræner
Luis Enrique er færdig som spansk landstræner, ovenpå spaniernes skuffende exit fra VM.

Nederlaget til Marokko ved VM’s ottendedelsfinale bliver den sidste kamp som landstræner for Luis Enrique i denne omgang.
Den 52-årige spanier har kontraktudløb ved nytår, og nu meddeler det spanske fodboldforbund, at der er brug for et nyt projekt.
– Den sportslige ledelse i det spanske fodboldforbund har videregivet en rapport til præsidenten, hvori det fremgår, at et nyt projekt skal påbegyndes for det spanske fodboldlandshold.
– Målet er at fortsætte den udvikling, der er blevet opnået igennem de senere år, takket være det arbejde, som Luis Enrique og dennes stab har stået for.
– Både præsident Luis Rubiales og sportsdirektør José Francisco Molina har videregivet beskeden til landstræneren, lyder det i det spanske fodboldforbunds pressemeddelelse.
Det spanske fodboldforbund har allerede sin nye landstræner på plads. Det kan du læse mere om her:

Luis Enrique har stået i spidsen for det spanske landshold siden november 2019. Han stod ligeledes i spidsen for holdet i seks kampe fra juli 2018 til marts 2019.
Han tiltrådte jobbet efter tre sæsoner i spidsen for sin tidligere klub, FC Barcelona.
Fra det spanske fodboldforbund lyder det, at Enrique har sået kimen til det spanske landsholds fremtid med brugen af unge talenter.

– Det spanske fodboldforbund ønsker Luis Enrique og hans hold held og lykke i fremtiden. Træneren har opnået både kærlighed og beundring på landsholdet og hele forbundet, som altid vil været som et hjem for ham, lyder det.
Luis Enrique er født i spanske Gijon, og i 1996 fortog han som spiller det ‘forbudte skifte’, da han skiftede Real Madrid ud med FC Barcelona.