
Underholdning i top – første knockout-runde slår VM-rekord
Er man til mål, har slutrundens ottendedelsfinaler budt på den mest underholdende af slagsen, siden VM skiftede format i 1986.

Fodboldglade seere blev efterladt lettere skuffet efter slutrundens første runde i gruppespillet.
En fjerdedel af de 16 åbningskampe endte målløst med fire 0-0 kampe, og det efterlod målhungrende VM-fans fortvivlede.
De to efterfølgende runder i gruppespillet bød på mere underholdning, og i ottendedelsfinalerne stak det helt af – faktisk i en historisk grad.

28 gange endte bolden i netmaskerne og ifølge sportsanalysefirmaet Opta er det rekord, siden man genindførte ottendedelsfinalerne i 1986. Scoringer i straffesparkskonkurrencer er ikke inkluderet i regnskabet.
Dermed har hver af de otte kampe i ottendedelsfinalerne i gennemsnit budt på 3,5 mål.
Den største bidrager til rekorden var Portugal, der tirsdag bankede Schweiz ud af turneringen med en overbevisende 6-1 sejr. Derudover leverede Brasilien også høj underholdning med 4-1 resultatet mod Sydkorea.