
Officielt: Stuttgart har fundet ny træner – Thorup forbigået
Jess Thorup var længe meldt i spil til jobbet som ny cheftræner i Stuttgart. Det blev dog ikke sådan i denne omgang.

Fra F.C. København til Stuttgart. Det var længe en mulighed for Jess Thorup ifølge rygterne.
Nu er det dog officielt, at det ikke blev danskeren, der løb med jobbet i den sydtyske by.
Det blev i stedet tyske Bruno Labbadia, der har fået en kontrakt, som løber frem til sommeren 2025.
Det er ikke første gang, at Labbadia er at finde i Stuttgart. Han var også manden ved roret fra december 2010 til august 2013, hvor han opnåede 119 kampe i spidsen for klubben.
Nu får han muligheden igen, og det er den 56-årige tysker glad for.
– I Stuttgart tilbragte jeg en meget vigtig fase af min trænerkarriere i næsten tre år, og nu vil jeg hjælpe Stuttgart med at blive i Bundesligaen, siger Labbadia.
Hjælp os med at forbedre campo.dk – brugerundersøgelse
Stuttgart overvintrer på 16.pladsen, hvor de blot har fået 14 point efter de første 15 kampe.