Manchester United-supportere i åbent brev: Dette er vores krav til potentielle købere af klubben
Over 50 Manchester United-supportergrupper er gået sammen om et åbent brev med krav til potentielle købere af klubben.
Den 22. november bekræftede Manchester United, at man ser på strategiske alternativer, der kan styrke klubben økonomisk i fremtiden – og det kan indbefatte et salg af klubben.
Men skal du være ny ejer af Manchester United, så kommer det ikke uden krav fra fansene.
Således skriver BBC lørdag, at over 50 Manchester United-supportergrupper er gået sammen om at udforme en liste med deres krav til potentielle købere af klubben.
Listen er ifølge mediet blevet offentliggjort i et åbent brev, hvor supporterne blandt andet slår fast, at en ny enhver ny ejer af klubben skal ‘pleje og investere’ i klubben og samtidig anerkende den som ‘mere end blot et kommercielt aktiv’.
Herunder stilles der også en forpligtelse til ikke at blive medlem af den europæiske Superliga og fortsat investere i udviklingen af Manchester Uniteds kvindehold.
Her er kravene til potentielle købere af Manchester United
Kravene til en fremtidig ejer af klubben omfatter:
- En forpligtelse til at cleare klubbens eksisterende gæld og finansiere fremtidige kapitaludgifter gennem nye aktieemissioner.
- Investering i herre-, dame- og ungdomsholdene samt investering i klubbens infrastruktur for at modernisere Old Trafford og træningsbanen.
- Delt ejerskab med fansene som partnere, plus fan-repræsentation i hovedvirksomhedens bestyrelse.
- Ordet ‘Fodboldklub’ gendannes på klubbens mærke på trøjen.
- Fortsat udvikling, støtte og promovering af kvindeholdet.
- Forpligtelse til aldrig igen at forsøge at deltage i en konkurrence som den europæiske Superliga uden fansenes endelige samtykke.
- Opretholdelse af overkommeligheden af prisen på kampbilletter for fans.
I brevet forklarer supportergrupperne angiveligt, at de ser brevet som vigtigt, relevant og ikke mindst ‘nyttigt’ for potentielle købere at ‘forstå, hvad tilhængere ønsker fra enhver ny ejer, for at sikre fansenes støtte’.
Det åbne brev er blandt andet blevet underskrevet af officielle United-supportergrupper, som Manchester United Supporters Trust (MUST) og MUFC Women’s Supporters Club samt afdelinger rundt omkring i Storbritannien og i udlandet.