Overtidsscoringer sikrede Iran fortjent sejr over sløje Wales
Wales gik ind til kampen mod Iran som snævre favoritter, men Iran viste sig med afstand som det bedste af de to hold, og dybt inde i overtiden blev asiaterne belønnet.
Hverken Wales eller Iran imponerede i den første gruppekamp ved VM, så begge mandskaber havde brug for en god præstation, da de ramlede sammen fredag formiddag.
Første kamp i VM’s anden spillerunde så længe ud til at byde på turneringens femte 0-0-kamp, men dybt inde i overtiden snuppede Iran med to scoringer en yderst velfortjent sejr.
Gareth Bale satte walisiske landskampsrekord, men det var stort set også eneste lyspunkt for ‘Cymru’, der end ikke havde fortjent ét point.
Det var nemlig med afstand Iran, der var både farligst og bedst kampen igennem, og kun de walisiske stolper og målmand Wayne Hennessy sørgede for, at det længe så ud til, at briterne skulle gå fra kampen med point.
Særligt Vejle Boldklubs Saeid Ezatolahi udfordrede flere gange Nottingham Forest-målmanden, men uden at det gav pote.
Wayne Hennessy stod med fem minutter tilbage af kampen for et af VM’s hidtidige dramatiske højdepunkter, da han i ren Toni Schumacher-stil nedlagde Irans fremadstormende angriber Mehdi Taremi.
Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
I første omgang takserede den guatamalske dommer, Mario Alberto Escobar, hændelsen til et gult kort, men teknologien var med dommeren, for efter gennemgang af situationen ved VAR-skærmen, kom han frem til den eneste rigtige konklusion: Direkte rødt kort til Hennessy.
Dermed sluttede Iran kampen i overtal, ligesom Leicester-målmand Danny Ward fik VM-debut, men i overtiden kom så den forløsende iranske scoring.
Roozbeh Cheshmi sørgede i otte minutters overtid for at blive iransk nationalhelt, og tre minutter senere gjorde Ramin Rezaeian ham kunsten efter, da han udbyggede til 2-0.