DBU-boss: Ekstremt skuffet over FIFA
DBU's administrerende direktør, Jakob Jensen, fortæller, at han er ekstremt skuffet over FIFA, efter det er blevet besluttet at Danmark ikke kommer til at benytte sig af "One Love"-anførerbindet.
Sagaen om det omtalte og omdiskuterede “One Love”-anførerbind er ved at nå sin ende.
Således har DBU mandag meldt ud, at det danske landshold ikke kommer til at spille med det særlige anførerbind ved VM-slutrunden i Qatar.
Det skyldes i høj grad, at FIFA meget tydeligt har indikeret, at det vil få sportslige konsekvenser i form af et gult kort til anføreren.
Selvom beslutningen om ikke at spille med “One Love”-anførerbindet er en beslutning, som DBU selv har været med til at træffe, er man stadig “ekstremt skuffet” over FIFA i det danske fodboldforbund.
Det fortæller DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, til DR Sporten.
– Vi har sagt det samme hele vejen: Vi ønsker ikke, at vores spillere og vores sportslige præstationer skal lide under de markeringer, vi gerne vil lave.
– Og når det så er sagt, så vil jeg gerne sige, at jeg er ekstremt skuffet over FIFA i den her sag.
– De har kendt til vores budskab i månedsvis. Det supplerer den kampagne, FIFA har lavet om inklusion sammen med FN, som er fin. Jeg kan ikke forstå, hvad der er problemet, siger DBU-direktøren.
Officielt: Nu er beslutningen om “One Love”-anførerbindet truffetDanmark spiller sin første kamp ved VM-slutrunden tirsdag klokken 14.00 mod Tunesien.