
Forbedrer Danmarks chancer – endnu en fransk spiller fraværende til træning
Frankrig har været hårdt ramt af skader op til VM i Qatar. Nu meldes endnu en spiller tvivlsom blot to dage før franskmændenes første kamp mod Australien.

Danmarks modstandere i gruppespillet ved VM fra Frankrig har været hårdt ramt.
Skaderne har haglet nedover de forsvarende verdensmestre op til slutrunden. Især i de afgørende træningssessioner få dage før de overhovedet har været i ilden.

Først pådrog Christopher Nkunku sig en skade under træningen, og få dage senere fik franskmændene så dødsstødet, da verdens bedste fodboldspiller Karim Benzema hellere ikke deltager ved VM i Qatar.
I søndagens træning manglede de blåklædte så endnu en spiller, da Benzemas klubkammerat fra Real Madrid Eduardo Camavinga ikke var at finde på anlægget. Den unge midtbanespiller døjer med smerter i inderlåret.

Det er det franske medie L’Equipe, som beretter om den 20-åriges fravær. De melder dog intet om skadens omfang, eller om han bliver kampdygtig til Frankrigs åbningskamp mod Australien eller de resterende kampe, heriblandt mødet med Danmark den 26. november.