
Peter Møller om FIFA-præsident: Han siger nogle rystende ting
DBU-fodbolddirektør Peter Møller tager skarp afstand til FIFA-præsident Gianni Infantino, der i en tale skød med skarpt mod Qatar-kritiske lande.

Dagen før slutrundestart har FIFA-præsident Gianni Infantino på et pressemøde langet kraftigt ud efter Qatar-kritiske lande, hvor særligt europæerne får en bredside uden lige.
Den slags udtalelser falder dog ikke i god jord hos Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU. Det fortæller han til Ekstra Bladet:
– Det bringer mange følelser frem, når man læser, hvad han har sagt. Det er ham, som alle VM-deltagere skal spejle sig i, og nogle af de ting, han siger, er langt fra skiven, siger Peter Møller og fortsætter:
– Min personlige holdning er, at han siger nogle rystende ting.
– Noget af det han sagde, tager jeg afstand fra. Han taler ned til journalister og os forbund.
Du kan læse mere om FIFA-præsidentens udtalelser herunder:

VM-slutrunden begynder som bekendt søndag, når værtsnationen Qatar klokken 17:00 dansk tid tager imod Ecuador.