Dansk Fodbold

Neestrup efter lang aften i Nordjylland: Thisted kom til flere chancer end vores modstandere i Superligaen

Jacob Neestrup var bestemt ikke tilfreds med spillernes præstation onsdag aften, da FCK fik brug for forlænget spilletid for at sejre mod Thisted i Pokalen.

FCK skulle bruge forlænget spilletid for at besejre Thisted i Pokalen.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

F.C. København var på papiret store favoritter til at spille sig videre i Pokalen, da de onsdag aften gæstede Sparekassen Thy Arena i Thisted.

Her ventede 2. Divisionsklubben Thisted i en opgave, som skulle blive sværere end som så for de forsvarende mestre fra hovedstaden.

Inden kampen sagde Jacob Neestrup, at det bare handlede om at komme videre. Og gerne efter 90 minutter. Men kun et af hans ønsker gik i opfyldelse.

Det var da heller ikke en helt tilfreds cheftræner, der efter opgøret satte ord på spillernes indsats. Det fortæller han til FCKs hjemmeside.

– Jeg vil hellere gå videre efter 120 minutter end ryge ud efter 90. Vi kom simpelthen for dårligt ind til kampen og før pausen rammer vi slet ikke det niveau, som vi forventer af os selv. Der spillede vi slet ikke med den intensitet og kollektive tilgang, som vi har gjort i de seneste kampe.

– Vi gav Thisted en fornemmelse af, at de kunne opnå noget i dag, og det er farligt i de her kampe. Vi var alt for sløsede defensivt, så de nærmest kom til flere chancer, end vores modstandere i Superligaen. Efter de udlignede, kunne de med lidt held også være kommet foran, men blandt andet havde Kamil nogle gode redninger.

F.C. København havde brug for 30 ekstra minutter for at besejre Thisted i Pokalen

Cheftræneren var dog lidt mere tilfreds med spillernes præstationer efter pausen, hvor de kom frem til flere store chancer, men blandt andet stolperne stod i vejen.

Og selvom Neestrup gerne så, at klubben havde fået sejren i ordinær spilletid, så er de ekstra minutter ikke noget, der bekymrer cheftræneren

– Jeg er ikke nervøs for, at den ekstra halve time får betydning på søndag i Aarhus, for vi havde bolden nærmest hele tiden og kom på den måde ikke til at skulle arbejde så fysisk hårdt.

Svensk landstræner: F.C. København-komet var i betragtning

Kampens to afgørende scoringer blev sat ind af Andreas Cornelius, som dermed har fået sat gang i målscoringen for klubben, efter sit skifte i sommers.

F.C. Københavns sidste gældende kamp i 2022 spilles på søndag, når løverne gæster Ceres Park og AGF i Superligaen klokken 14:00.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P