VM 2022 i Qatar: Så meget tjener landsholdsspillerne på VM-deltagelse
Det er ikke småpenge, de danske landsholdsspillere kan hive med hjem fra VM 2022 i Qatar - små 5 millioner kroner venter ved VM-triumf.
Pengene er som bekendt store inden for professionel fodbold.
Og det gælder selvfølgelig også for de danske landsholdsspillere, når de i slut november drager til Qatar for at repræsentere Danmark ved VM-slutrunden.
Men hvor meget tjener de danske landsholdsspillere egentlig i forbindelse med VM-deltagelse? – Jo, det afhænger først og fremmest af præstationerne. Det fortæller Spillerforeningen i en pressemeddelelse.
Allerede ved udtagelsen til VM, får de danske landsholdspillere smidt en ordentlig stak penge i kassen.
Således oplyser Spillerforeningen, at hver af de 26 spillere, som landstræner Kasper Hjulmand udtager, får en udtagelsesbonus på 891.000 kroner – hvorefter spillerne kan hente en række bonusser, som er resultatbestemte.
Går de danske tropper hele vejen, lyder den akkumulerede VM-bonus per spiller på hele 4.950.000 kroner.
Danmark har VM-truppen klar: Her er de første 21 spillereSå meget tjener de danske landsholdsspillere på VM-deltagelse
– En udtagelse til VM-slutrunden og deltagelse i gruppespillet – 891.000 kroner per spiller
– En ottendedelsfinale giver 1.379.000 kroner per spiller
– En kvartfinale giver 1.865.000 kroner per spiller
– En semifinale giver 2.887.000 kroner per spiller
– En tredjeplads giver 3.152.000 kroner per spiller
– Et nederlag i finalen giver 3.380.000 kroner per spiller
– VM-guld giver 4.950.000 kroner per spiller
Spillernes bonus er fastlagt i henhold til landsholdsaftalen mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen.
Spillerforeningen oplyser desuden, at de danske landsholdsspillere har besluttet sig for, at truppen donerer 2,5 millioner kroner til børnefodbolden – ligesom man også gjorde det ved EM i 2021, hvor beløbet dog var dobbelt så stort til sammenligning.
Danmark har VM-truppen klar: Her er de første 21 spillereVM bliver sparket i gang 20. november, når den omdiskuterede værtsnation, Qatar, møder Ecuador i VM-slutrundens åbningskamp.
Danmark skal første gang i aktion den 22. november mod Tunesien.