Rygte: United har to navne på blokken til at afløse Ronaldo
Der har været meget snak om Cristiano Ronaldos fremtid på grund af ting på og udenfor banen og med kun otte måneder tilbage af kontrakten med Manchester United, skal der muligvis findes en erstatning.
Manchester United vil erstatte Cristiano Ronaldo med Benjamin Sesko fra RB Salzburg og Juventus’ Dusan Vlahovic.
Ifølge The Telegraph skulle de to stå øverst på Erik ten Hags transfer-ønskeseddel, når Ronaldos kontrakt udløber næste sommer.
Det engelske medie melder, at 19-årige Benjamin Sesko med sit store potentiale anses som fremtidens mand i angrebet.
Modsat ser United en, der kan lave mål allerede fra start i Juve-bomberen Vlahovic.
Om Manchester United kan fravriste Juventus sin serbiske angriber, er en anden sag. Det er nemlig kun lidt over et halvt år siden, at Vlahovic skiftede fra Fiorentina til Juventus for omkring 80 millioner euro, hvorfor en aftale ser svær ud.
Selvom Cristiano Ronaldo muligvis snart er fortid i klubben, startede han alligevel inde, da Manchester United tabte til Aston Villa.