
Neestrup før Dortmund-opgør: Selvfølgelig vil vi gerne score
F.C. København har endnu sin første scoring til gode i dette års Champions League-gruppespil. Og det vil cheftræner Jacob Neestrup gerne ændre på - men ikke for enhver pris.

F.C. København har stadig den første scoring i dette års Champions League-gruppespil til gode.
Og det håber cheftræner Jacob Neestrup på, vil ændre sig i aftenens Champions League-opgør mod Dortmund.
Men det skal ikke nødvendigvis ske for enhver pris.
På pressemødet i Parken før opgøret blev Neestrup spurgt ind til netop det faktum, at løverne endnu ikke har formået at finde vej til netmaskerne før sidste gruppespilskamp i Champions League.
– Selvfølgelig vil vi gerne score, men jeg vil hellere have to point og ingen mål end nul point og syv mål, svarede Neestrup kortfattet inden han fortsatte:
– Vi vil selvfølgelig gerne score, for vi går efter at vinde kampen. Men spiller vi 0-0 igen, har vi trods alt fået et resultat mod tre svære modstandere.

Før aftenens Champions League-opgør mod Dortmund har F.C. København en målscore på 0-11.
Københavnernes Champions League-skæbne er på forhånd afgjort. Det bliver ikke til mere europæisk fodbold i denne omgang for FCK, som må tage sig til takke med en placering som nummer fire i gruppen – bag Sevilla, Dortmund og Manchester City.
Aftenens opgør mellem F.C. København og Dortmund fløjtes op klokken 21:00 og kan følges på TV3 + og Viaplay.