
Mourinho: Gider ikke Conference League
José Mourinho har ikke lyst til at spille Conference League i denne sæson, efter han førte sit Roma-mandskab til pokalen i den europæiske turnering i forrige sæson.

José Mourinho har både vundet Champions League, Europa League og Conference League.
AS Roma-træneren virker dog ikke til at værdsætte forrige sæsons triumf i Conference League helt så meget som de øvrige triumfer.
Det gav han i hvert fald udtryk for på torsdagens pressemøde forud for den afgørende Europa League-kamp mod Ludogorets.
– Hvis vi ikke vinder, så ender vi i Conference League, men det gider vi ikke. Vi vil spille Europa League-playoffs, og der er kun ét resultat, der kan får os derhen.
– Det bliver svært, fordi presset er på os og på grund af modstanderen, sagde Mourinho på pressemødet ifølge Football Italia.

Kampen mellem AS Roma og Ludogorets fløjtes i gang torsdag aften klokken 21.00, og Mourinhos tropper er pisket til sejr, hvis de fortsat vil spille i Europa League på den anden side af nytår, da de tabte det første indbyrdes opgør i Bulgarien.