David Beckhams klub føler sig selvsikre: I dialog med Messi om skifte
David Beckhams MLS-klub skulle være favoritter til at hente Lionel Messi, der kan erhverves transferfrit efter denne sæson.
Lionel Messi har kontraktudløb med Paris Saint-Germain til sommer, og derfor kan argentineren principielt set skrive under på en aftale med en ny klub allerede til vinter, når transfervinduet åbner.
Den mulighed forsøger Inter Miami og den delvise klubejer David Beckham nu at realisere. Her skulle man i skrivende stund nemlig være favoritter til at hente Lionel Messi, melder The Athletic.
Helt konkret skriver mediet, at Inter Miami føler sig sikre på, at man kan nå til enighed med Lionel Messi i den nærmeste fremtid, og at man gennem flere år skulle have afholdt samtaler med Jorge Messi, som er argentinerens far og agent.
Den 35-årige stjernespiller har i indeværende sæson spillet 17 kampe for Paris Saint-Germain, hvor det er blevet til 12 mål og 13 oplæg.