Nu banker storklubberne igen på døren: Flere vil have Jesper Lindstrøm
Jesper Lindstrøm tiltrækker sig igen interesse fra større klubber end Frankfurt, efter en imponerende sæsonstart af den danske offensivspiller.
Jesper Lindstrøm har været her, der og alle vegne, siden han i sommeren 2021 skiftede Brøndby IF ud med en tilværelse i Eintracht Frankfurt, hvor han har taget Bundesligaen med storm.
Her er det således i skrivende stund blevet til 56 kampe, 12 mål og ti oplæg, hvilket man naturligt nok har bemærket hos større klubber, der nu skulle være klar til at slå til.
Det melder tyske BILD.
Helt konkret skriver mediet, at Borussia Dortmund og RB Leipzig begge skulle være særdeles interesserede i at tilknytte den 22-årige dansker, der alene i denne sæson har noteret sig for syv scoringer i Bundsligaen og i Champions League.
Tidligere har engelske medier også meldt om en stigende interesse fra Premier League, hvor særligt Arsenal skulle have et særdeles godt øje til den måske kommende VM-spiller.
Video: Brandvarme Lindstrøm varmer op til VM med to mål i første halvlegJesper Lindstrøm står nemlig med gode kort for at blive en del af Danmarks kommende VM-trup, der bliver udtaget ved en stortanlagt ceremoni i Bella Arena i København mandag aften den 7. november.
I første omgang gælder det dog et stort opgør i den tyske Bundesliga, hvor Frankfurt lørdag aften tager imod Lindstrøms – måske – kommende arbejdsgiver Dortmund i en kamp, der kan følges direkte på See og Viaplay klokken 18:30.