
Lindstrøm afviser: Synes jeg blev snydt for straffe – men gider ikke snakke om dommeren
Der var ingen tvivl i kommentatorboksen. Jesper Lindstrøm blev snydt for straffespark i storkampen mod Dortmund, der siden endte med et nederlag.

Jesper Lindstrøm og Eintracht Frankfurt tabte lørdag aften med 2-1 til Dortmund.
Spil og chancer retfærdiggjorde nok nærmere en Frankfurt-sejr, men da Lindstrøm og co. ikke kunne få bolden forbi en storspillende Gregor Kobel, blev det ikke til point.
Ydermere blev den danske Frankfurt-profil nedlagt i Dortmund-feltet kort før pausen – en situation der chokerede kommentatorboksen, da dommerens fløjte forblev tavs, og VAR-tjekket udeblev. Selv afviser Jesper Lindstrøm dog, at det er straffesparkets skyld Frankfurt taber.
– Det er fodbold. De seneste par kampe har vi sparket dem i kassen. I dag kan vi ikke sparke dem ind, jeg har et par stykker, og synes jeg bliver snydt for straffe, siger ‘Jobbe’, der ikke selv har spurgt kampens dommer om straffesparket.
– En af mine holdkammerater har spurgt, og han siger i pausen, at der 100 procent er straffespark, men man kan ikke gøre noget ved det nu. Det er for sent. Jeg forstår ikke… Ej, jeg skal ikke ud i det der. Jeg vil ikke snakke om dommeren, vi har tyve chancer for at sparke bolden ind, siger Lindstrøm.

Frankfurt blev overhalet af Dortmund efter dagens kamp og ligger nu nummer fem i Bundesligaen.
Se episoden nedenfor.