3F Superligaen

Jan Bech: Tilbage til toppen af dansk fodbold – på vores egen måde

Brøndby IF er på vej på udenlandske hænder, og det er der en god grund til, siger klubbens nuværende ejer, Jan Bech Andersen.

Jan Bech Andersen vil have Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby IF skal permanent tilbage til toppen af dansk fodbold.

Det er den altoverskyggende ambition med at få udlandske investorer ind i ejerskredsen. Det slår klubbens nuværende hovedaktionær Jan Bech fast på klubbens hjemmeside.

– Bestyrelsen og jeg har igennem de sidste to år aktivt afsøgt markedet for at finde en partner, der kunne bidrage til at løfte vores klub.

Det er det amerikanske sportskonsortium Global Football Holdings og Scott McLachlan, som fremadrettet bliver en del af Brøndby IF med en forventet ejerandel af aktierne på +50%.

For Jan Bech er ambitionen med investorernes indtog i klubben soleklart.

– Når jeg sidder her i dag, så banker mit hjerte stadig gult og blåt, måske endda endnu mere efter alt det, vi har været igennem sammen af op- og nedture i de sidste ni år. Som jeg har sagt mange gange før, så har vores klub brug for stærkere kræfter, end jeg kan tilbyde alene, hvis vi på den lange bane skal være konkurrencedygtige og spille med i toppen af dansk fodbold hver sæson. Og det vil vi.

– Brøndby IF hører hjemme i toppen af dansk fodbold, og vi vil igen række ud efter de bedste placeringer og europæisk gruppespil i hver sæson. Helt konkret betyder det, at vi vil udvikle spillertruppen og Brøndby Masterclass, så vi kan spille med om mesterskaber og række ud efter gruppespil, ligesom vi vil arbejde på et endnu tættere samarbejde med kvindeholdet, både kommercielt og sportsligt så de også vil mærke et løft. På den kommercielle side vil vi arbejde på at få opdateret vores sponsorlounger og løfte fanoplevelsen og samtidig investere i at få en grønnere profil som klub, særligt indenfor vores energiforsyning.

Brøndby IF indkalder til pressemøde klokken 13.30 fredag eftermiddag. Før Global Football Holdings kan overtage aktiemajoriteten skal Finanstilsynet godkende handlen.

Salg under opsejling: Brøndby har indkaldt til pressemøde

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P