Godt nyt for Silkeborg: Konkurrent snubler i Conference League
Efter et uafgjort resultat i Belgien mellem Anderlecht og Steaua Bukarest kan Silkeborg IF spille sig videre i Conference League mod West Ham.
Silkeborg IF skal senere torsdag aften i action, når de gæster London Stadium og West Ham.
Forinden spillede gruppens to andre hold mod hinanden, hvor kristeramte Anderlecht skulle forsøge at holde trit med Silkeborg IF. Det lykkedes dog ikke for det belgiske mandskab, der måtte tage sig til takke med et 2-2-resultat hjemme mod Steaua Bukarest.
Dermed er Silkeborg IF fortsat på andenpladsen i gruppen med seks point inden aftenens kamp mod West Ham.
Det betyder, at Kent Nielsens tropper kan spille sig videre i Conference League med en sejr over West Ham. Hvis ikke det bliver en realitet, har Silkeborg IF stadig servretten i det sidste opgør, hvor netop Anderlecht gæster JYSK park.