Niels Frederiksen om magtforholdet i Brøndby: Analysen er helt på månen
Niels Frederiksen hørte ikke, at Daniel Wass bad bænken om at udskifte Josip Radošević efter en fejlaflevering i anden halvleg.
AGF og Brøndby IF delte søndag aften i Superligaens sene kamp i en dramatisk affære.
Angiveligt råbte Daniel Wass til Brøndby-bænken, at Josip Radošević skulle skiftes ud efter en fejlaflevering i anden halvleg.
Men dette afviser Niels Frederiksen at have hørt og understreger samtidig, at Daniel Wass slet ikke har den slags magt i Brøndby IF.
– Analysen er helt på månen. Det skal man have lov til ind imellem. Det hører jeg overhovedet ikke. Jeg har ikke hørt, hvad Daniel (Wass, red.) har sagt. Men hvis han siger sådan noget, så skal han holde op med det, for det er der ingen grund til, han gør, siger Niels Frederiksen til Viaplay og fortsætter:
– Det er beslutninger, som jeg tager. Men vi sad og diskuterede det længe på bænken. Allerede op til pausen overvejede vi at gøre det, fordi vi kunne se, at vi havde bolden meget. Og der kan Daniel (Wass, red.) give os noget inde på midten. Men det er noget, som jeg helt suverænt bestemmer og ikke noget, som spillerne er i nærheden af at kunne bestemme.
Brøndby IF ligger efter aftenens resultat nummer ti i Superligaen, mens AGF er listet op på syvendepladsen.
Brøndby IF møder i næste runde AaB på Brøndby Stadion i et bundbrag.