FCM tog ved lære af konkurrenters pokaludfordringer – bankede 3. divisionshold
Flere superligakonkurrenter har kæmpet i Pokalen, men det skulle Albert Capellas og co. ikke. De kørte midtover FA 2000 med stærk startellever.
FA 2000 kunne med rette se optimistisk på pokalkampen mod FC Midtjylland. I hvert fald hvis de kiggede på de øvrige kampe i Pokalen.
3. divisionsklubben Vanløse var ved at slå AaB, 3. divisionsklubben Ishøj var tæt på mod Viborg og Aarhus Fremad fra 2. division fik smidt Brøndby ud af turneringen.
FC Midtjylland kom dog med en stærk startellever, og efter en halv time var skabet sat på plads.
Sory Kaba åbnede målscoringen efter et kvarter, inden Evander med to scoringer havde gjort det til 3-0 efter 30 minutters spil. Inden pausen udbyggede Stefan Gartenmann til 4-0.
Efter pausen blev der plads til tre nye debutanter hos FCM. 18-årige Gustav Ørsøe Christensen fik en drømmedebut, da han efter en times spil gjorde det til 5-0.
Video: Se målene fra Brøndbys pokalexitDen noget mere rutinerede Edward Chilufya lukkede og slukkede med scoringen til 6-0 ti minutter før tid.
Dermed noterer FC Midtjylland sig for rundes sikreste sejr, mens konkurrenterne vakler.