Lewandowski sender stikpille mod Ballon d’Or-arrangører
Robert Lewandowski mener, at Karim Benzema er den helt store favorit til at vinde Ballon d'Or i år. Kun en enkelt ting kan sætte en kæp i hjulet, mener polakken.
Robert Lewandowski havde nok vundet en Ballon d’Or i sin karriere, hvis ikke det var for coronaepidemien. Noget han ikke har glemt.
Mandag den 17. oktober skal dette års vinder af Ballon d’Or findes. En pris Lionel Messi har vundet syv gange, som den spiller i historien, der har vundet flest gange.
I år forventes det, at en ny spiller vinder prisen, da Karim Benzema er favorit til at vinde den. Hans angrebskollega fra Polen Robert Lewandowski, mener også, at franskmanden bør vinde den i år. Medmindre prisuddelingen bliver aflyst.
– Benzema er nok favoritten til at vinde Ballon d’Or i år. Medmindre de selvfølgelig aflyser den igen. Hvis de ikke gør, så vinder han nok, siger Barcelona-stjernen med et skævt smil til Movistar Plus.
Han refererer til, at han selv blev “snydt” for en Ballon d’Or tilbage i 2020, da han var kæmpefavorit til at vinde titlen. Lewandowski havde det år scoret 55 mål for Bayern München og været med til at sikre dem både Bundesligaen og Champions League.
Dette års storfavorit, Karim Benzema, lavede i den seneste sæson 44 mål i 46 kampe for Real Madrid hjalp dem mod både La Liga- og Champions League-trofæet.