Guardiola om City’s sløje stime mod Liverpool: Vi har været for bløde
Pep Guardiola og Manchester City har dårlige erfaringer med at spille på Anfield, men op til søndagsbraget mod Liverpool forventer manageren, at hans mandskab viser tænder.
Fire nederlag, to uafgjorte og en enkelt sejr.
Det er statistikken for Pep Guardiola, når han har gæstet Liverpool på Anfield, siden spanieren overtog trænersædet i Manchester City for godt seks år siden.
Klopp ser frem til brag mod ‘verdens bedste hold’: Dette skal vi udnytteDe sidste to kampe mellem de to storklubber er endt med nederlag til Manchester-klubben på neutral grund i henholdsvis FA Cup-semifinalen sidste sæson og Community Shield, der løb af stablen i starten af sæsonen.
Søndag gæster Manchester City Anfield, og her forventer Guardiola, at hans tropper viser tænder.
– I de sidste to kampe har vi været for bløde, under andre forhold, men man skal levere på top, topniveau, siger Guardiola til The Guardian.
Selvom resultaterne på Anfield ikke er gået den spanske managers vej, så har han været tilfreds med det udtryk, City er kommet med i foregående kampe.
– På Anfield – vundet eller tabt – så har vi altid vist stor personlighed. Det vigtigste ved at møde Liverpool er deres kvalitet. Man bliver nødt til at vinde alle dueller. Når de presser os, så skal vi presse igen. Man bliver nødt til at være klar, fastslår Pep Guardiola.
Kampen mellem Liverpool og Manchester City spilles søndag klokken 17:30, og den kan følges på See og Viaplay.