Til grin! Silkeborg vandt igen stort over rumænsk storklub i frit fald
Silkeborg IF har samlet set vundet 10-0 i de sidste to kampe i Conference League. Torsdag aften bankede midtjyderne igen FCSB fra Bukarest.
Silkeborg IF har netop vist, hvordan man udfører kattens leg med musen. Og så endda mod en tidligere vinder af Champions League.
Kent Nielsens rødklædte spillere vandt for anden uge i træk over rumænske FCSB, og så endda med nøjagtig samme udfald som i sidste uge på Jysk Park hjemme i Silkeborg – en sejr på 5-0.
FCSB, også tidligere kendt som Steaua Bukarest, vandt Europa Cuppen tilbage i 1986. Dengang besejrede rumænerne FC Barcelona i finalen af turneringen, der var forløber for Champions League, som vi kender i dag.
Torsdag aften i Rumænien lignede de dog mere et tegneseriehold, der spillede mod et superligahold.
Silkeborg dominerede kampen fra start og førte 2-0 ved pausen på scoringer af Kasper Kusk og Anders Klynge.
Efter pausen fortsatte Silkeborg dominansen og scorede tre mål på under 20 minutter midt i halvlegen.
Søren Tengstedt udbyggede føringen til 3-0, inden Sebastian Jørgensen satte to mål ind bag et helt passivt rumænske forsvar.
Hjemmeholdets publikum protesterede det meste af kampen over holdet og den stærkt kritiserede klubejer, Gigi Becali, ved at råbe det velkendte Ooolé, når danskerne igen og igen udspillede værterne.