Neymar retssag nærmer sig – risikerer to års fængsel
Den brasilianske superstjerne Neymar skal mandag tilbage til Spanien og forsvare sig selv og sin familie i en sag, hvor han er anklaget for bedrageri.
Den brasilianske fodboldspiller Neymar kan godt begynde at pakke kufferten og gøre klar til et smut ‘hjem’ til Barcelona.
Men det er næppe et gensyn den farlige angriber for alvor ser frem til.
Mandag begynder en retssag i Barcelona rejst af den spanske anklagemyndighed, hvor Neymar, hans forældre, de tidligere Barca-præsidenter Josep Maria Bartomeu og Sandro Rosell samt den tidligere Santos-præsident Odilio Rodrigues alle er anklaget for svindel.
Ifølge BBC Sport forlanger anklagemyndigheden i Spanien to års fængsel til Neymar.
Sagen drejer sig om investeringsfonden DIS, der hævder, at den havde ret til 40 % af transfersummen ved Neymars skifte til FC Barcelona i 2013.
Ifølge DIS fik de i sin tid et for lavt beløb udbetalt, og FC Barcelona er allerede ved en tidligere retssag blevet dømt til at betale en bøde på 5,5 millioner €.
DIS forlanger nu fem års fængsel til Neymar, men det forventes anklagemyndigheden altså ikke at gå efter. Alle de anklagede i sagen nægter sig skyldig. Retssagen står til at vare 14 dage, hvor Neymar ikke skal møde op alle dage.
VM i Qatar, hvor Brasilien er kvalificeret, starter den 20. november i Qatar.