Champions League

Selvsikker Neestrup efter City-brag: Vi havde 100 procent sikkert også fået point 11 mod 11

F.C. København hentede sensationelt et point hjemme mod Manchester City tirsdag aften - men ifølge FCK-træner Jacob Neestrup, så havde det ingenting med det røde kort til Manchester City at gøre.

Jacob Neestrup mener, at F.C. København også havde fået point mod Manchester City 11 mod 11.

Sensationen blev en realitet, da dommeren efter tre minutters tillægstid fløjtede kampen af.

Efter at have spillet en time i overtal, da Manchester Citys Sergio Gomez så rødt efter at have nedlagt FCK’s Hákon Haraldsson lidt udenfor City-feltet, viste måltavlen fortsat 0-0 i Parken i opgøret mellem F.C. København og Manchester City.

Mange har efterfølgende rost F.C. København for indsatsen mod de engelske giganter, men tilskriver samtidig det røde kort en stor andel i, at det lykkedes FCK at hente et point.

F.C. Københavns cheftræner, Jacob Neestrup, er dog ikke helt af samme overbevisning. Han er faktisk decideret uenig.

Det fortæller han på pressemødet efter kampen.

– Jeg vil starte med at sige, at selvfølgelig har man en fordel, når man spiller 11 mod 10 i en time. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at jeg synes, at vi spiller godt 11 mod 11.

– Vi gør alt hvad vi kan få at gå op og trykke dem højt på de rigtige tidspunkter – der er situationer, hvor vi lykkedes, og situationer, hvor vi ikke gjorde.

– Jeg synes, vi er forholdsvis rolige på bolden. Vi har lidt halve chancer, og jeg synes, vi får sat os igennem tidligt i kampen.

– Derfor køber jeg ikke præmissen om, at fordi de får et rødt kort, så er det på baggrund af det. Vi havde spillet 0-0, også 11 mod 11. 100 procent sikkert. Det var der, vi var i dag, lyder det selvsikkert fra Jacob Neestrup.

Guardiola roser FCK efter uafgjort i Parken – fremhæver én FCK-spiller

Manchester City stillede ellers med et stærkt hold til tirsdagens opgør i Parken, dog med undtagelse af enkelte profiler. Blandt andre Erling Haaland kom aldrig på banen, og Pep Guardiola har efterfølgende forklaret hvorfor. Det kan du læse mere om HER.

Med det ene point hjemme mod Manchester City, tager F.C. København en vigtig skalp i jagten på også at spille europæisk fodbold efter jul og nytår.

F.C. Københavns næste kamp byder på et derby på Brøndby Stadion. Den kamp fløjtes i gang søndag klokken 14.00.

Du kan se klippet af Jacob Neestrup i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P