
AGF-træner får advarsel efter usportslig adfærd
AGF's cheftræner Uwe Rösler har fået en advarsel af Fodboldens Disciplinærinstans efter at have 'udvist usportslig adfærd'.

AGF-træner Uwe Rösler var langt fra tilfreds med resultatet af sidste weekends superligakamp mod F.C. København.
Kampen der endte 1-o blev afgjort på en scoring, hvor den tyske cheftræner var uforstående overfor, at VAR ikke greb ind i en situation, hvor der forinden målet blev begået frispark på en AGF-spiller.
Efter kampen sagde Rösler om VAR-dommeren på kampen:
– Jeg håber ikke, han kommer fra København.
Og det er altså usportslig adfærd. Disciplinærudvalget har taget AGF’s forklaring til efterretning, hvor klubben forklarede Uwe Rösler kommentar således:
“AGF har oplyst, at AGF-officialen indledningsvis dybt beklager, at hans udtalelser har kunnet misforstås. Det var ikke officialens hensigt, og udtalelserne skyldtes, at officialen ikke tidligere i sin karriere har oplevet, at der blev påsat dommere til en kamp med et hold fra den by, hvor dommeren bor. Officialen er uforstående over for, at situationen er anderledes i Danmark end de øvrige steder, hvor han har været official.”
Uwe Rösler står næste gang på sidelinjen i weekenden, når AGF møder FC Midtjylland på hjemmebane søndag.