
Superligaens ivrige måltyve – top ti over de hurtigste scoringer nogensinde
Mandag aften skrev Ernest Nuamah sig ind i historiebøgerne med Superligaens næsthurtigste scoring nogensinde. Her finder du top ti-listen over de hurtigste mål nogensinde.

– Vi skal komme godt fra start.
Sådan har de fleste trænere formentlig formuleret sig under et taktisk oplæg inden kamp.
Det råd lander naturligvis bedre i nogle tilfælde end andre. Men om FC Nordsjællands cheftræner Flemming Pedersen tog ordene i brug mandag inden kampen mod Randers vides ikke. Ikke desto mindre stod Ernest Nuamah formentlig med det mindset, da dommeren fløjtede kampen op.

For efter blot 12 sekunder havde den 18-årige ghaneser allerede fundet vejen til netmaskerne, hvilket var Superligaens andenhurtigste scoring nogensinde.
Herunder finder du listen over de ti hurtigste scoringer i Superligaens historie, hvor FC Nordsjælland topper med de øverste fire placeringer, efter Nuamah’s lynscoring mandag.
Top ti over de hurtigste scoringer i Superligaen:
- 9 sekunder, Emil Lyng (FCN-Esbjerg fB) 2011
- 12 sekunder, Ernest Nuamah (FCN-Randers FC) 2022
- 13 sekunder, Mohammed Diomande (AaB-FCN) 2021
- 14 sekunder, Emiliano Marcondes (VFF- FCN) 2014
- 15 sekunder, Tiémoko Konaté (VEN-AGF) 2019
- 16 sekunder, Peter Utaka (SIF-OB) 2009
- 16 sekunder, Peter Graulund (AGF-AaB) 2009
- 16 sekunder, Eduard Demenkovets (VB-BIF) 1995
- 17 sekunder, Søren Friis (VFF-ACH) 2008
- 17 sekunder, Baba Collins (AaB-FCM) 2007
Kilde: Superstats.dk