Kane må vente – fodboldstøvle-giganterne vil hellere ha’ Haaland
Det er ikke kun inde på banen, Erling Haaland er brandvarm. Det norske stjerneskud tiltrækker også interesse fra alverdens sponsorere.
Harry Kane må vente pænt på, at det bliver hans tur, når der uddeles støvle-sponsorater.
Det er ikke kun på Premier Leagues topscorerliste, at den engelske stjerneangriber står i Erling Haalands skygge.
Det samme gælder, når der skal forhandles om, hvem der får lov til at udstyre angriberne med farverige fodboldsstøvler og sportsudstyr.
Det er nemlig en god forretning at have nogle verdens bedste fodboldspillere til at score mål i et par neongule eller pink fodboldstøvler, og ifølge det engelske medie The Telegraph, har de store mærker prioriteret, at få Erling Haaland til netop dette over Harry Kane.
Kane stod ellers til at skulle genforhandle sin nuværende aftale med Nike frem imod VM, der er det helt store reklamevindue, men de store mærker har valgt at prioriterer Erling Haaland ifølge mediet.
Haaland er ellers ikke en af de spillere, der skal spille VM i Qatar, men eftersom han ikke har nogen kontrakt med et firma, anses det som en gylden mulighed for at få Manchester City-stjernen med på vognen.
Harry Kane kan dog trøste sig med, at han skal til VM med det engelske landshold, mens Haaland må tage til takke med, at se slutrunden fra sofaen i Manchester.