Friis før FCM-opgør: Fokus på egne styrker
Der er søndag dømt lokalderby, når FC Midtjylland og Viborg støder sammen på MCH Arena, og her skal Viborg fokusere på sig selv frem for modstanderen.
Der er dømt midtjysk derby, når FC Midtjylland og Viborg støder sammen søndag eftermiddag.
Og her skal de grønne fra Viborg fokusere på egne styrker, fremfor modstanderen.
Det fortæller cheftræner Jacob Friis til klubbens hjemmeside.
– Vi ved alle sammen, at det er en speciel kamp, og det kan vi også godt mærke, men i forhold til optakten, så er det det fodboldfaglige fremfor følelserne, der er det vigtige. Vi forbereder os som vi plejer og gør ingenting anderledes, men der er da ingen tvivl om, at jeg også glæder mig helt vildt til søndag, som er en særlig kamp for os, fortæller Friis og fortsætter:
– Det bliver uden tvivl en intens og spændt kamp. Vi skal møde et rigtig godt hold, der har været godt kørende på det seneste. De har lige slået Lazio og FCK, så de kommer selvfølgelig med stor selvtillid, og med den økonomi, de også har, så er det selvfølgelig et hold med stor kvalitet på alle positioner.
Jacob Friis tror dog på, at Viborg kan bygge videre på den fine stime, klubben har haft på det seneste i Superligaen:
– Vi skal udfordre dem på holdindsatsen, hvor vi ved, at vi skal fungere som et rigtig stærkt kollektiv, og vores fokus er på vores egne styrker. Vi synes, at vi er et godt sted i forhold til vores egne præstationer, og det skal vi bygge videre på, så tror vi helt sikkert på, at vi har gode muligheder for at lave et godt resultat, siger Friis.
Kampen mellem FC Midtjylland og Viborg fløjtes op søndag klokken 14:00. Kampen kan følges på TV3 Sport og Viaplay.