Tilbage på sporet – Bayern München lammetæver Leverkusen
Bayern München havde ikke de store problemer med at vinde deres Bundesliga-kamp imod Leverkusen.
Bayern München tromlede over Bayer Leverkusen med en 4-0 sejr.
Julian Nagelsmanns hold har ellers haft det svært i Bundesligaen for tiden, hvor den ellers normalt så velsmurte maskine mere har lignet en gammel dieselhakker fremfor en toptunet tysk sportsvogn.
Men det var Bayern München, der var tilbage til deres nådeløse bedste, da de allerede i første halvleg reelt afgjorde kampen, hvor Leroy Sané, Jamal Musiala og Sadio Mané alle kom på tavlen.
I anden halvleg kunne Leverkusen ikke gøre noget ved Bayern München, der satte sportsvognen på cruise-control indtil Thomas Müller opsnappede en fejlaflevering fra Lukas Hradecky og gjorde det til slutresultatet 4-0.
Med sejren går Bayern München midlertidigt forbi Dortmund på anden pladsen. Dortmund har mulighed for at generobre pladsen i morgen imod Köln.