Ekspert: Han er en bedre signing end Erling Haaland
Norske Erling Haaland er løbet med mange af overskrifterne efter sin forrygende start i Manchester City, men han er ikke transfervinduets bedste signing i Premier League, mener ekspert.
Erling Haaland er ikke den bedste signing i Premier League i dette transfervindue.
I hvert fald ikke hvis man spørger den tidligere Premier League-spiller, Gabriel Agbonlahor, som nu gør sig som ekspert hos mediet talkSPORT.
I stedet skal man for at finde sæsonens bedste signing kigge nærmere på en nu tidligere Manchester City-spiller.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Agbonlahor hævder nemlig, at Gabriel Jesus er en bedre signing end Erling Haaland.
Gabriel Jesus skiftede i sommerens transfervindue Manchester City ud med Arsenal i en aftale til en værdi af 45 millioner pund, mens den norske superstjerne Haaland kom til Etihad-klubben fra tyske Dortmund for 51 millioner pund.
Begge angribere har været stærkt spillende på deres hold i starten af den nuværende sæson.
Agbonlahor forklarer over for TalkSPORT, hvorfor han mener, at Jesus er en bedre transfer end Haaland.
– Den bedste signing er Gabriel Jesus for mig. Haaland har været fremragende, men City klarede sig allerede godt uden Haaland og scorede latterlige mål uden Haaland.
– Derimod har Gabriel Jesus forvandlet Arsenal til noget andet, end de var i forvejen. De har fået en ordentlig angriber nu.
Agbonlahor mener altså, at Jesus’ effekt på Arsenal-holdet er grund nok til at kalde ham sæsonens bedste signing. Det betyder dog ikke, at Agbonlahor ikke ser Haaland som en rigtig god spiller i den engelske Premier League.
– Jeg ser bare på Haaland, og selv når han ikke spiller en god kamp, vil han springe i luften og trykke en ind. Han er ligesom fra en anden planet, slutter Agbonlahor.