Mads Hermansen ærgrer sig: Vi var klart bedst
To gange måtte Mads Hermansen hive bolden ud af eget net, mens danskerne kun scorede et enkelt mål. Det ærgrer Brøndby-keeperen, der mener Danmark var det bedste hold.
Danmarks U21-landshold tabte 2-1 til Kroatiens ditto fredag aften.
Det var det første af to playoff-opgør, hvor vinderen sikrer sig en billet til EM i 2023.
Selvom Kroatien tog sejren, mener U21-keeper Mads Hermansen ikke, at dagens modstandere var det bedste hold på banen i aftenens kamp.
– Matt (Matthew O’Riley red.) har et par gode afslutninger, som er tæt på. Jeg synes, at vi var det bedste hold og tror også, at vi vinder, hvis vi spiller sådan her på tirsdag, siger Mads Hermansen, der dog ærgrer sig over aftenens kamp.
– Så ærgerligt, men ikke det værste resultat, selvom vi tabte, siger Brøndby-keeperen til TV 2 SPORT X efter kampen.
Tirsdag aften venter returopgøret på Vejle Stadion. Den samlede vinder af playoffopgøret kommer direkte til EM i 2023.