
Medie: Thomas Frank på blokken i Leicester
Leicesters elendige start på Premier League har sat gang i rygter om en snarlig fyring af Brendan Rodgers, og måske skal en dansker erstatte ham.

Trænersædet under Brendan Rodgers er brandvarmt.
Efter Leicesters seneste nederlag til Tottenham, hvor klubben satte en negativ rekord, spekuleres der i, om Rodgers stadig er at finde i Leicester efter landsholdspausen.
Hvis tålmodigheden med den nordirske træner er opbrugt, skulle danske Thomas Frank være en mulig kandidat til at overtage i Leicester, efter den tidligere Brøndby-træner har formået at guide Brentford til en foreløbig niendeplads i den svære anden sæson i Premier League.
Det er det engelske medie The Telegraph, der skriver, at ejerkredsen i Leicester skulle være aldeles interesserede i at tilknytte Thomas Frank som klubbens næste træner.
Om Thomas Frank har lyst til at skifte tilværelsen i Premier Leagues top 10 ud med et trænerjob for Premier Leagues bundhold vides ikke.
Hvis det ikke skulle lykkes at lokke Thomas Frank til Leicester, nævnes den tidligere Burnley-træner Sean Dyche også som en mulig afløser.