
Udlejet Brøndby-spiller sikrede vanvittigt Køge-comeback
Fredag var dramatikken stor i NordicBet Ligaen mellem Fremad Amager og HB Køge, da Brøndbys udlejede Yousef Salech sikrede sejren dybt inde i overtiden.

Fremad Amager skulle fredag på hjemmebane forsøge at udbygge sejrsstimen, da Daniel Agger og HB Køge kom på besøg.
Efter 95 minutters dramatik til det sidste endte en udlejet Brøndby-spiller med at blive helten, da Yousef Salech fuldendte et vanvittigt HB Køge-comeback i overtiden.

Fremad Amager lagde bedst ud med en scoring af Gustav Marcussen, men kort tid efter udlignede lejesvenden Yousef Salech til 1-1. Fremad Amager gik til pause med en 2-1 føring på et sent mål af Jakob Johansson, der eksekverede på straffe.
Der blev skruet gevaldigt op for dramatikken i anden halvleg, men HB Køge skulle ind i kampens døende minutter, før sensationen kom. Med 89 minutter spillet udlignede Joachim Rotmann til 2-2, og tre minutter senere blev Salech endnu engang HB Køges helt ved at bringe sejren med hjem til udeholdet.