Highlights: Rødt kort, straffespark, omspark og tre mål da Napoli slog Rangers
Onsdagens Champions League-opgør mellem Rangers og Napoli tog for alvor fart, da stadionuret havde rundet 54 minutter.
Der var smæk for skillingen, da skotske Rangers onsdag aften bød Napoli indenfor på Ibrox.
Forud for kampen stod Rangers-fansene for en smuk hyldest til den nu afdøde Dronning Elizabeth II, men desværre for skotterne var der hverken royal eller guddommelig hjælp at hente.
Selvom Napoli kom til kampen uden udeholdsfans, var det syditalienerne, der kunne rejse hjem med en 0-3-sejr.
Efter en lille time blev amerikanske James Sands præsenteret for sit andet gule kort på to minutter, og dermed var skotterne i undertal samtidig med, at Napoli blev tildelt straffespark.
Det straffespark brændte Piotr Zielinski, og også gen-sparket blev brændt af polakken.
Mere sikker var Matteo Politano, da han otte minutter senere fik chancen fra pletten.
I kampens slutminutter gjorde Giacomo Raspadori det til 0-2, inden Tanguy Ndombele lukkede og slukkede med sin scoring til 0-3.