Mané driller Müller før Champions League-brag: Lad nu være med at aflevere til ham!
Thomas Müller skal aflevere til de rigtige tirsdag aften, når Bayern München møder FC Barcelona i Champions League.
Tirsdag aften venter en storkamp i Champions League, når FC Barcelona skal op mod Bayern München.
Robert Lewandowski møder sin tidligere klub og skal forsøge at bygge ovenpå en rekordsættende sæsonstart hos catalanerne.
Den polske superstjerne var hos Bayern München i otte år, hvor det offensive samarbejde med Thomas Müller var i fuldt flor. Derfor har der også været lidt godmodigt drilleri fra Müllers nye holdkammerat Sadio Mané før gensynet med Lewandowski.
– Sadio har drillet lidt og bedt mig om at lade være med at aflevere bolden til Lewandowski under kampen. Vi skal spille vores spil i morgen og ikke fokusere for meget på Lewy, siger Müller og uddyber om det otteårige samarbejde med den polske skarpretter.
– Vores sammenspil på banen blev bare bedre og bedre. Men nu har vi mange alsidige spillere på toppen og har ikke et fast holdepunkt. Modstanderne ved ikke hvem vores frontangriber er. Vi skal have det til at fungere, lyder det fra tyskeren på et pressemøde mandag ifølge spanske Sport.
Lewandowski slår målscoringsrekord efter flyvende start FC BarcelonaFC Barcelona har endnu ikke tabt en kamp i denne sæson, men det vil Bayern München forsøge at ændre på i Champions League-dysten.
– Vi skal sætte os igennem i duellerne og være ihærdige i genpresset, når vi mister bolden. Det bliver en åben kamp. Jeg tror, at kampen bliver underholdende for en neutral seer, spår Müller.
Kampen sparkes i gang tirsdag klokken 21.00 og kan følges på TV3+ og Viaplay. Begge hold åbnede Champions League med en sejr i ‘Dødens Pulje’.