Kusk efter AaB-afsked: Det går nogle gange lidt for hurtigt i fodbold
Kasper Kusk skiftede på transfervinduets sidste dag de trygge rammer i AaB ud med Silkeborg IF - men det gik måske lige hurtigt nok.
Otte og et halvt år, 252 kampe og 60 mål.
Det er Kasper Kusks samlede statistik i AaB, efter han i 2010 blev rykket op på førsteholdet, da han havde gennemført sin fodbolduddannelse på klubbens ungdomshold.
I 2014 gik turen så til Twente, inden han året efter blev hentet til F.C. København. I 2018 vendte han retur til AaB.
Der var han indtil for mindre end en uge siden, da man på transfervinduets sidste dag kunne læse, at Kasper Kusk skiftede de trygge rammer i AaB ud med nye rammer i Silkeborg IF.
Den 30-årige offensivspiller lægger ikke skjul på, at afskeden med AaB måske gik lige hurtigt nok i transfervinduets 11. time.
– Selvfølgelig ville jeg gerne have haft lidt mere tid til at sige farvel til en hel masse mennesker, der har betydet meget for mig igennem årene, siger Kasper Kusk til campo.dk og fortsætter:
– Det blev lidt hektisk, og det går desværre nogle gange lidt for hurtigt i fodbold. Man kan ikke rigtig planlægge noget, og det var også sådan, det her blev.
– Det blev en halv dag til at beslutte, om jeg ville det ene eller det andet. Så en dag når jeg lige får tid til det, så vil jeg gerne lige op og sige ordentligt farvel.
Hektik og travlhed til trods, føler Kasper Kusk, at han er endt det rigtige sted – også selvom det var vemodigt at sige farvel til AaB.
– Jo, selvfølgelig er det vemodigt at tage afsked med et sted, man har været i så mange år, men jeg har egentlig vidst i noget tid, at jeg skulle finde noget andet, og da den rigtige mulighed så kom, var jeg bare glad for, at den kom.
Highlights: FCK snupper snæver sejr over Silkeborg i Cornelius-returAt Kasper Kusk nu er Silkeborg-spiller afholder ham dog ikke fra at glæde sig til et gensyn med Vesttribunen på Aalborg Portland Park.
– Ja, selvfølgelig bliver det sjovt. De har altid givet mig en rigtig god opbakning, som jeg har sat pris på, så selvfølgelig bliver det sjovt.
Kasper Kusk fik sin debut i Silkeborg-trøjen fredag ude mod F.C. København, hvor det blev til et 1-0-nederlag for forrige sæsons bronzevindere.
Den nyslåede SIF’er skal dog vendte helt indtil den 6. november, inden han får mulighed for et gensyn med AaB.
Du kan se interviewet med Kasper Kusk i afspilleren øverst i artiklen.